Referat: Real Madrid - Manchester City 3-3, CL-kvartfinale, 1. kamp

Real Madrid og Manchester City leverede et brag af en kamp i går, da holdene spillede 3-3 på et smukt Estadio Santiago Bernabéu.

Spillerne blev budt velkommen med den smukkeste mosaik af Real Madrid-logoet og det var startskuddet til en på mange måder vanvittig kamp, som fik den værst tænkelige start for hjemmeholdet.

Der var nemlig spillet under et minut, da Tchouaméni følte sig nødsaget til at tage hårde midler i brug for at bremse Grealish og han modtog derfor et gult kort, som forhindrer ham i at være med i returopgøret om en uge. Man kan ikke tale om, at Andriy Lunin opstillede en mur efterfølgende og hvis han gjorde, så kan det bedst sammenlignes med den mur, som de to første grise lavede i Walt Disney-klassikeren, da de skulle opføre deres huse. I målet lignede Lunin selv en grisebasse, der hellere ville spille fløjte eller violin end stå på mål, da den lille Store Stygge Ulv i form af Bernardo Silva snød alt og alle og skød direkte på mål og det overraskede ukraineren, som så alt andet end godt ud i situationen.

Skal vi blive lidt i Disney-universet, så havde de Snehvide svært ved at komme ud af Tornerose-søvnen efter den tidlige scoring og det lignede en mareridtsaften på Estadio Santiago Bernabéu, men heldigvis skulle Ancelottis tropper ikke sove i hundrede år, for Eduardo Camavinga tog sagen i egen hånd og skød på mål og på vejen blev bolden afrettet af Rúben Dias og snød Ortega i målet. Dermed var Real Madrid tilbage i kampen og det skulle blive endnu bedre, for blot to minutter senere blev Rodrygo sendt alene afsted på venstrekanten og han var lige ved at blive indhentet af Nathan Aké, da han tog et lille træk på tværs og via schweizerens ankel kunne passere Ortega i målet og så var festen for alvor i gang på Estadio Santiago Bernabéu.

Manchester City havde store problemer i første halvleg, hvor man spillede alt for langsomt i det opbyggende spil og derfor var Real Madrid ikke for alvor presset og man forsøgte selv at udnytte fraværet af Kyle Walker på højrebacken til at komme til afslutninger og det kom man faktisk også flere gange, men der var ikke koldblodighed nok i afslutningerne og det var faktisk ærgerligt, for man kunne have bragt sig yderligere i front.

I anden halvleg skruede Manchester City op for tempoet, men det var Real Madrid, der kom til de første chancer og både Vinícius og Bellingham burde have scoret på deres store muligheder. I stedet slog Manchester City til, da Phil Foden fra kanten af straffesparksfeltet hamrede bolden op i målhjørnet på et skud, som selv ikke Thibaut Courtois kunne have taget. Da var der spillet 65 minutter og bare seks minutter senere så det hele ud til at gå i opløsning, da Gvardiol fik alt for meget plads og sendte sit langskud i mål og så var det igen op ad bakke for Real Madrid, som virkelig havde det svært i anden halvleg.

Publikum på Estadio Santiago Bernabéu havde dog stadig en lækkerbisken til gode og den kom 11 minutter før tid, da Vinícius afleverede på tværs til Fede Valverde, som med en helflugter smadrede bolden ind bag Ortega. En fuldstændig vanvittig scoring, som blev den sidste i kampen.

Kampens spiller: Antonio Rüdiger. Det eneste, der er tilbage af Erling Haaland, er den tandstikker, som den tyske verdensklasseforsvarer brugte til at stange tænder med, efter at have spist nordmanden med hud og hår.

Kampens badebold: Denne skribent blev helt forskrækket over de gloser, der væltede ud af munden ved Manchester Citys scoring til 0-1, men badebolden får til Jude Bellingham, som virkelig var fraværende i gårsdagens kamp. Der kræves meget mere af ham i returkampen.

Perspektiver frem mod de kommende kampe: Man vil givetvis ærgre sig over, at man ikke i højere grad udnyttede fraværet af Kyle Walker og Kevin de Bruyne. Sidstnævnte måtte melde fra kort før kampstart, men de ventes begge klar om en uge, og så står Real Madrid over for andre udfordringer, såvel offensivt som defensivt. Der bliver brug for en fuldblodsindsats over hele linjen, vel vidende at man nok skal komme frem til chancer i Manchester også.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...